Open air: Byvandring i Åparken

Onsdag, den 18. november 2026 kl. 16:00 – ca. 17 kan du komme med på en byvandring i Åparken.

Tag med på en guidet gåtur til Åparken, som er en central etape af åbningen af Østerå – et projekt fra 2022 til 2026 med fokus på byudvikling, klima og miljø. Landskabsarkitekt Mia Nordow, Aalborg Kommune, vil guide os under byvandringen.

I parken ser vi, hvordan Østerå igen bliver synlig og skaber en rekreativ forbindelse gennem byen. Åparken fungerer samtidig som en drivkraft for byudvikling og binder grønne områder sammen med den omkringliggende by.

Projektlederne vil fortælle om detailprojektfasen, hvor løsningerne er blevet konkretiseret – bl.a. udformningen af åløb, stier og opholdsrum. I planfasen har fokus været på at genintroducere åen som et aktivt element i byen og tænke byudvikling og klimatilpasning samlet.

Klimatilpasning er tydelig her: Åen er anlagt, så parken kan rumme store regnmængder, hvor stier og terræn kan fungere som midlertidige bassiner ved skybrud.

Projektet er opdelt i etaper – bl.a. er Karolinelund allerede færdig, mens Åparken og Gabrielområdet færdiggøres frem mod udgangen af 2026.

Hør også om, hvordan området skal udvikles og driftes, så det både er et attraktivt byrum og et robust anlæg, der kan håndtere fremtidens klima.

Der vil være særskilt tilmelding til byvandringen i Åparken i forbindelse med din tilmelding til Kortdage 2026. Vi har desværre højst plads til 30 deltagere.

HUSK fodtøj til at gå tur i og overtøj, der passer til vejret.

Vi mødes på pladsen foran AKKC kl. 15:55.

Læs mere om projektet her:
Åbning af Østerå – Aalborg Kommune
Østerå – Karolinelund — SLA