Workshop: Geodæsi for GIS-brugere
Geodæsi – nøglen til præcise og pålidelige geodata
Geoforums Kompetenceudvalg gennemfører i samarbejde med Klimadatastyrelsen en workshop ved Kortdage 2026 torsdag, den 19. november kl. 11:00-12:30, hvor vi med geodæsi vil give dig nøglen til præcise og pålidelige geodata.
Geodæsi danner grundlaget for al præcis kortlægning og koordinathåndtering. Men hvordan sikrer vi, at vores data holder i en verden, der konstant forandrer sig? Denne workshop giver dig indsigt i de centrale udfordringer og løsninger inden for moderne geodæsi, så du kan arbejde med geodata i GIS med større sikkerhed og nøjagtighed.
Vi undersøger, hvordan det fælleseuropæiske referencesystem ETRS89 – som danner ryggraden i europæisk geodata – håndterer nutidens krav. Teknologiske fremskridt og geodynamiske processer som landhævning stiller nye krav til systemets stabilitet, og vi ser på, hvordan disse udfordringer adresseres på både nationalt og europæisk plan. Samtidig udforsker vi, hvordan dronebaseret kortlægning og andre moderne metoder kan introducere faldgruber, hvis geodætiske principper overses – og hvordan du undgår dem.
Et særligt fokus ligger på koordinattransformationer og EPSG-databasen. Du får viden om, hvordan GIS-programmer håndterer koordinatsystemer, og hvordan du sikrer, at dine geodata transformeres korrekt, så de passer sammen med andre datasæt. Med denne viden kan du forbedre datakvaliteten og undgå typiske fejl i dit GIS-arbejde.
Målgruppe
Workshoppen henvender sig til GIS-brugere, landinspektører og andre, der arbejder med geografiske data og ønsker at styrke deres forståelse for, hvordan geodæsi påvirker præcision, konsistens og pålidelighed i deres arbejdsprocesser.
Program for geodæsi-workshoppen
Programmet består af tre indlæg, og underviserne vil undervejs involvere deltagerne:
– ETRS89 – Hvad er det, og holder det stadig? v. Kristian Evers, Klimadatastyrelsen
– Skæve droner og faste holdepunkter v. Andrew Flatman, Klimadatastyrelsen
– Koordinattransformationer – hvor svært kan det være? v. Kristian Evers, Klimadatastyrelsen
Vel mødt 🙂
Se også programpunktet i appen (kun for deltagere i Kortdage 2026)