Om konferencen Kortdage

Kortdage er Danmarks eneste konference, som med et højt fagligt niveau årligt samler og udfordrer hele Geodatabranchen. Konferencen har eksisteret siden 1974 og formår stadig at fastholde interessen blandt branchens trofaste deltagere – fra beslutningstagere og planlæggere til forskere, udviklere og studerende – samtidig med, at den tiltrækker nye deltagere.

Med årene er området med GIS og geodata blevet større og større i takt med, at flere i samfundet får øjnene op for anvendelsen af geografiske data. Det betyder, at Geodatabranchen udvikler sig, tilpasser sig og stiller nye muligheder til rådighed for samfundet. Det betyder også, at Kortdage har haft støt vokseværk, hvilket i de senere år har betydet 7-900 deltagere, et omfattende program og mange muligheder for den enkelte deltager til at sammensætte dagene med netop den faglighed og mængde professionelt og socialt netværk, vedkommende tager til Kortdage for at få.

I år sætter vi – over to dage – fokus på forskellige temaer, der omgiver og påvirker den danske Geodatabranche, og hvor anvendelsespotentialet for kort, GIS og geodata er stort. Vi gør det med stærke hovedtalere, spændende indlæg fra deltagerne, netværksmuligheder og sociale aktiviteter.

I 2022 blev Kortdage afholdt i Aalborg med 880 deltagere. Vi håber på samme antal i 2023, når vi afholder Kortdage i ODEON i Odense.

Fagligheden i højsædet
Ved konferencen er fagligheden i højsædet. Spændingsfeltet for hvad, der er muligt at holde oplæg om, diskutere og få inspiration af, er stort: Det rækker lige fra forsyning og byplanlægning, digitalisering og governance, over klima, grøn omstilling og sundhed til forskning og uddannelse for blot at nævne nogle. Det betyder, at Kortdage er repræsenteret ved mange forskellige faggrupper, som hver især rækker ud efter anvendelsesmulighederne af GIS og geodata. Det er biologer, læger, statistikere, arkitekter, journalister, landinspektører, ingeniører, geografer, kort- og landmålingsteknikere, kommunikatører og mange flere.

Samtidig giver vi igennem en firmaudstilling mulighed for at møde leverandører og andre aktører på kort-, GIS- og geodata-markedet.

Du kan deltage ved Kortdage 2023, blot du har interessen for kort, informationsgrafik, geodata, geoinformation eller GIS – vi glæder os til se dig ved Kortdage 2023.

Om Geoforum
Foreningen Geoforum er vært ved konferencen Kortdage 2023. Når man tilmelder sig Kortdage, skal man være medlem af Geoforum. Hvis ikke du allerede er medlem af Geoforum, kan du her tage stilling til hvilket type medlemskab, du eller din virksomhed ønsker.

Interview med formand for Kortdagsudvalget,
Carsten Andersen ved Kortdage 2022.

 

”På Geoforums årlige Kortdage og på andre møder i foreningen kan jeg møde en masse kolleger i branchen og netværke. Kommunale GIS-folk som mig kan for eksempel tale med andre konsulenter end lige dem, som kommunen benytter fast. Desuden får jeg mulighed for teknisk kompetenceudvikling.”

Lars Ellebjerg

GIS-specialist i Hvidovre Kommune