Hele fem hovedtalere har vi på programmet, når Kortdage går løs i Aarhus om mindre end to uger.

Vi åbner konferencen mandag d. 7. november med tre stærke kvinder:
Ulla Kronborg Mazzoli fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering giver os internationale perspektiver på det datadrevne samfund.

Direktør for Dansk IT, Rikke Hvilshøj, vil præsentere hendes syn på de muligheder, der – særligt i det offentlige – ligger for at løse problemer mere effektivt med nye digitale platforme, men som samtidig er udfordret af en traditionel tilgang og mangel på innovativ tænkning.

Sharai Lewis-Gruss tager os med til Manhattan, New York, og deler hendes viden om og erfaringer med et stort klimasikringsprojekt af netop denne bydel.

Rikke Ulk, antropolog og direktør i Antropologerne, åbner andendagen med konkrete input til, hvordan vi i branchen kommer hen over de sproglige barrierer, der spænder ben, når vi gerne vil have ikke-geodata-kyndige til at forstå vores viden og de muligheder, der er, ved at inddrage netop denne i andre sammenhænge.

Onsdag morgen tager journalist og vært på P1-programmet “Harddisken”, Anders Høeg Nissen, os med en tur i fremtidens digitalisering og giver os bud på, hvad vi kan vente os af digital, teknologisk nytænkning og smarte løsninger.