LandsstævneGIS

Session

Kultur og fritid

Abstract

Hvordan bliver et landsstævne med omkring 22.000 aktive deltagere, 5.000 frivillige og 40 forskellige idrætter til? Hvordan sørger man for, at de alle får en rigtig festivaloplevelse med musik, mulighed for at opleve sportsaktiviteter og få kulturelle input? Hvor skal deltagere og gæster sove? Og hvordan indretter man en midlertidig campingplads med plads til 1.500 campingvogne og 3.000 telte?

Svendborg Kommune var i sommeren 2022 vært for det legendariske DGI Landsstævne, og planlægningen havde været i gang i årevis. Hvor skal idrætsgrenene placeres, hvilke behov er der for ekstra sanitære faciliteter, hvor mange shuttle-busser skal køre deltagere og gæster rundt, og hvordan bliver denne planlægning visualiseret og kommunikeret internt?

I Svendborg Kommune var svaret: Via vores web-GIS.

Målgruppe

Målgruppen er alle deltagere ved Kortdage 2022, der er interesserede i at høre, hvordan et stævne med 22.000 deltagere bliver planlagt med en GIS-platform som omdrejningspunkt og kommunikationsplatform.

Yderligere uddybning af abstract

En dedikeret L2022-side i vores web-GIS har været kommunikationsplatform, dataportal, arbejdsplatform og dialogværktøj i planlægningen af DGI Landsstævne 2022.

Datakontoret har været storproducent af geografiske data, så alt, hvad der blev planlagt og besluttet mht. lokationer, blev indtegnet i kortet. Alt fra håndboldbaner, gymnastikgulve og petanquebaner til campingfelter, redningsveje og sanitære faciliteter. Efterhånden, som stævnet nærmede sig, blev detaljegraden større og større. Flere og flere aktører fik redigeringsrettigheder til specifikke datasæt, og masser af eksterne interessenter havde læseadgang til kortet.

Til mange planlægningsmøder spillede kortsiden en central rolle, da man her hele tiden kunne se de nyeste opdaterede oplysninger. Der blev udtænkt en datamodel til de mest centrale data, og et navngivningssystem, der skulle sikre, at alle objekter i kortet havde sin egen unikke kode. På den måde var det nemt at søge en specifik madbod, scene eller toiletvogn frem i kortet.

Certifikater på f.eks. telte blev koblet direkte på objekter i kortet, så man on-site under stævnet kunne åbne certifikatet direkte i kortet. Der blev trukket lister fra kortet, så der kunne ses mængder, f.eks. på hegn af forskellige typer.

Kortsiden spillede generelt en væsentlig rolle i planlægningen og under afviklingen af Landsstævnet, hvor mange interessenter og mange locations komplicerede planlægningen. Én platform, som alle kiggede på, så alle havde et fælles udgangspunkt for placeringer, gjorde, at Svendborg Kommune og DGI kom godt i mål med planlægningen og afviklingen af stævnet.

LandsstævneGIS
Svendborg Kommune