Kortet som nøgle til landskabet

Session

Dialog ved Den Grønne Trepart

Abstract

I dette indlæg ser vi på kortet som nøgle til landskabet – når Den Grønne Trepart lander på køkkenbordet.

Den Grønne Trepart er en af de største arealomstillinger i Danmark i generationer. Geodata og GIS giver os et stærkt grundlag for at udpege potentialer og planlægge indsatser, men kortet skaber ikke forandringen alene. Det afgørende sker, når kortet møder landskabet og de mennesker, der ejer og bruger det.

Med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra arbejdet med lodsejere og arealomlægningsprojekter viser indlægget, hvordan kort kan bruges som mere end et analyseværktøj. På køkkenbordet bliver kortet et samtaleværktøj, hvor faglige data møder lodsejerens viden om dræn, lavninger, markdrift, natur og ejendommens historie.

Målgruppe

Målgruppen for indlægget er alle deltagere ved Kortdage 2026, der arbejder som GIS- og geodatamedarbejder, planlægger eller projektleder, samt rådgivere, der arbejder med Grøn Trepart, med arealomlægning, med natur-, klima- og vandprojekter, eller med lodsejer-dialog.

Yderligere uddybning af abstract

Spørgsmålet er hvilke data, vi skal vise, og hvilke, vi skal lade blive hjemme. Hvordan laver vi kort, som lodsejeren kan genkende sit eget landskab i? Hvad sker der, når vi lægger den færdige projektgrænse væk, giver lodsejeren en tusch i hånden og begynder at tegne sammen?

Indlægget giver konkrete erfaringer med kortets rolle i lodsejerdialogen og viser, hvordan geodata, lokal viden og samskabelse kan være med til at omsætte Den Grønne Treparts overordnede planer til projekter, der faktisk kan gennemføres.

Indlægget er særligt relevant for dem, der arbejder i krydsfeltet mellem geodata, planlægning og den konkrete realisering i landskabet, og som skal omsætte kort og analyser til dialog og handling sammen med lodsejerne.

Kortet som nøgle til landskabet
Fjordland