Grøn omstilling vil bero på en historisk arealtransformation

Session

Hovedtalere ved Kortdage 2026

Abstract

Trods Danmarks beskedne størrelse har vores land en meget varieret geografi. Rigdommen i stedernes naturgrundlag har potentiale for en tilsvarende rigdom i såvel vores natur og biodiversitet som i lokalt tilpassede og effektive dyrkningssystemer. Men vi lykkes ikke med noget af det.

I indlægget sætter Helga Grønnegaard, partner i Urland, fokus på, hvordan vi kan genfinde kompasset til en bæredygtig anvendelse af vores landskaber. Hun introducerer udviklingen af et nyt kortværktøj, Geotopmodellen, der – for første gang i Danmark – beskriver landskaber ud fra jordens ressourcer.

Bliv klogere på, hvordan planlægning for bæredygtig arealanvendelse af de danske landskabers varierede naturressourcegrundlag er en nøgle til at opfylde mål i den grønne omstilling.

Målgruppe

Målgruppen for denne hovedtale ved Kortdage 2026 er alle deltagere ved konferencen.

Yderligere uddybning af abstract

Grøn omstilling vil bero på en historisk arealtransformation
Der er kamp om arealerne i Danmark. Det er efterhånden blevet sagt så mange gange, at det er blevet en floskel.

Mere natur, pladskrævende klimahåndtering, udbygning af anlæg og infrastruktur til vedvarende energi, marker til produktion af fødevarer og øvrig dyrkning af biomasse til nye grønne værdikæder samt etablering af nye skove. Det er blot nogle af behovene, vi skal finde plads til i Danmarks landskaber. Alle behov er vigtige og hastende for grøn omstilling. Da vi i forvejen har planlagt for mere, end vores arealer kan rumme, risikerer udmøntningen af de forskellige behov at øge kampen om arealerne.

Svaret på en mere helhedsorienteret og bæredygtig anvendelse af de danske arealer ligger ikke i flere politiske mål – men i selve jordens ressourcer.

I indlægget introducerer Helga Grønnegaard en ny, banebrydende kortmodel, der er udviklet af et forskerteam på Roskilde Universitet. Modellen bliver færdig som landsdækkende kortværktøj i første del af 2027 som led i forsknings- og innovationsprojektet TRANSFORM. Helga Grønnegaard har sammen med sine kolleger i Urland testet og demonstreret modellen i konkrete arealprojekter, som hun viser resultaterne af.

Vi skal genvinde vores kompas til landskaberne
Vi er vant til at planlægge efter, hvad vi gerne vil have ud af arealerne. Marker og afgrøder er omtrent de samme, uanset om vi skuer ud over fede morænejorde på Lolland og Falster eller magre sandjorde i Vestjylland. Gennem mange år har vi været i stand til at overvinde det stedbundne naturressourcegrundlag med brug af teknologi, jordforbedring, pesticider og næringsstoffer. Det er kommet med en høj pris for natur, miljø og klima. Derfor skal vi (igen) til at spørge, hvad arealerne kan bruges til på stedets præmisser.

Geotopmodellen beskriver – for første gang i Danmark – landskaber og deres delarealer ud fra jordens ressourcer. Den rationalisering, der har drevet landbruget fremad i de varierede danske landskaber, har med tiden udvisket arealernes læsbarhed. Når planlægningen tager afsæt i landskabernes potentiale og jordens ressourcer, er det en tilgang til en effektiv og intelligent brug af arealernes variation, så både kulstoflagring, klimatilpasning, biodiversitet, rent vand og landbrugsproduktion sikres på de bedst egnede arealer. Helga Grønnegaard viser, hvordan modellen er brugt til at planlægge for grundvandsbeskyttelse og til at identificere dyrkningspotentialer for nye afgrødetyper.