Geodata og Den Grønne Trepart

Session

Ejendomsdata ved Den Grønne Trepart

Abstract

Opdaterede geodata er en forudsætning for implementeringen af Den Grønne Trepart, der stiller nye krav til, hvordan arealer identificeres, prioriteres og omsættes til virkelige forandringer i landskabet. Geodata og GIS-analyser er afgørende forudsætninger for at pege på, hvor indsatser for klima, natur, biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse giver størst effekt. Et geografiske kortgrundlag alene skaber ikke forandringen. Den opstår først, når analyserne kobles med ejendomsforhold, rettigheder, drift, lodsejerinteresser og en proces, der kan gennemføres i praksis.

I dette indlæg sætter vi fokus på de processer, der er en forudsætning for realiseringen af Den Grønne Trepart – fra områdeudpegning til bl.a. lavbundsområder og til registrering af de ejendomsmæssige forandringer i matriklen. Vi har fokus på, hvordan geodata kan bruges til at skabe det nødvendige overblik over arealer, ejendomsstruktur, bindinger og sammenhænge på tværs af et projektområde, og på hvordan dette overblik kan omsættes til beslutningsgrundlag og gennemførlige løsninger i praksis.

Målgruppe

Målgruppen for indlægget er deltagere ved Kortdage 2026, der som kommunale medarbejdere er involveret i den grønne omstilling.

Yderligere uddybning af abstract

Indlægget tager udgangspunkt i det felt, hvor strategiske målsætninger møder virkeligheden: Hvordan går man fra omlægningsplaner, prioriteringskort og potentialeanalyser til konkrete projekter, som både er fagligt funderet, juridisk holdbare samt praktisk mulige? Her bliver den viden, som den praktiserende landinspektør besidder - bl.a. kendskab til lodsejerforhandling, servitutter og matrikulærberigtigelse i relation til jordfordeling - et vigtigt bindeled mellem analyse og realisering. Et vidensgrundlag, der kan være med til at skabe større sammenhæng, bedre jordbrugsmæssig arrondering og mere robuste løsninger for både den enkelte lodsejer og for samfundet.

Vi vil i oplægget dele erfaringer og perspektiver på, hvordan kombinationen af geodata, ejendomsforståelse og procesledelse er en forudsætning for realisering af Den Grønne Trepart.

Pointen er, at den grønne omstilling ikke alene kræver et godt geografiske kortgrundlag, men også den rette viden og redskaber til at omsætte Den Grønne Trepart fra aftale til handling.

Geodata og Den Grønne Trepart
Bent Hulegaard Jensen
Geopartner