Når organisationen flytter sig, men data bliver stående

Session

Organisation og samarbejde

Abstract

Arbejdet i en politisk ledet organisation afføder fra tid til anden arbejde langt ind i organisationens kerne. Team GIS ved Aalborg Kommune har i årevis lænet sig op ad organisationens struktur i arbejdet med geodata og dokumentation. Det betyder i praksis, at kommunens geodata er organiseret uhensigtsmæssigt, og medarbejderne skal huske gamle organisationsdiagrammer og afdelingsnavne.

I 2022 skiftede kommunen GIS‑platform, der blev ryddet ud i datasæt, men ikke i navngivningen. I 2024 skete der omfattende organisationsændringer og igen i 2025 blev to forvaltninger samlet til én. Tiden er nu moden til en mere robust organisering af data og dokumentation.

Hele teamet skal kunne se sig selv i de nye strukturer og har prioriteret opgaven. Der er enighed om at rydde op i dokumentationen og skabe entydig navngivning af data. Team GIS vil på Kortdage 2026 dele erfaringerne fra processen.

Målgruppe

Målgruppen for indlægget er alle deltagere ved Kortdage 2026, som er kolleger i politisk ledede organisationer, og der arbejder med GIS og geodata.

Yderligere uddybning af abstract

Arbejdet i en politisk ledet organisation afføder fra tid til anden arbejde langt ind i organisationens kerne. Team GIS ved Aalborg Kommune har i årevis lænet sig op ad organisationens struktur i al arbejdet med geodata og dokumentation. Det betyder i praksis i dag, at kommunens geodata er organiseret uhensigtsmæssigt, og at medarbejderne i Team GIS skal huske på gamle organisationsdiagrammer og afdelingsnavne.

For at kunne forstå, hvordan det endte sådan, er det nødvendigt med en kort gennemgang af historikken. I 2022 skiftede kommunen GIS-platform bl.a. som konsekvens af udskillelsen af det kommunale forsyningsselskab. Her blev der ryddet gevaldigt ud i ikke-relevante datasæt, men pga. projektets omfang blev der ikke ryddet op i navngivningen af datasæt. Ligeledes blev det i 2022 fra Central IT besluttet, at langt de fleste af kommunens fildrev skulle nedlægges, og at alt skulle i Sharepoint, men ingen i teamet havde ressourcer til eller overblik over flytningen.

I 2024 skete der en omfattende organisationsændring af forvaltningen By og Land. Med en politisk beslutning i 2025 om at nedlægge én rådmandspost efter kommunalvalget i 2025 opstod det nye "Teknik og miljø" i Aalborg Kommune, der hidtil var delt i to forvaltninger, By og Land samt Klima og Miljø.

Tiden er nu moden til at finde en mere robust organisering af data og den tilhørende dokumentation, så der igen kan ske organisationsændringer. I kender det sikkert fra jer selv, når man i en travl hverdag ikke får konsekvensrettet i navngivninger og ryddet op. Hele teamet skal kunne se sig selv i de nye strukturer – det svarer til at flytte ind i et nyt hus og ikke være enige om, hvor lommelygten og sikringerne er. Teamet har derfor prioriteret opgaven med 2 timer om ugen til fælles dialog og arbejdstid mellem møderne til at løse delopgaver affødt af processen.

Der er enighed om, at der skal ryddes op i opgavedokumentationen (hvad har vi løst, og hvordan), systemdokumentationen (hvordan oprettes fx nye brugerrettigheder på databasen, og hvad var koden til GeoFA?), samt Team GIS’ fælles noter (GRUS, Teammøder, gl. stillingsopslag mv.). Ligeledes er der behov for en mere entydig navngivning af (geo-)data, så denne ikke følger organisationen, men fagligheden eller datakilden. Derefter kan der oprettes metadata og modelleres nye brugerrettigheder til kig i og redigering af data. Den opmærksomme læser har nok bemærket, at der også er et hængeparti i Sharepoint…

Team GIS vil på Kortdage 2026 dele erfaringerne fra denne proces, mellemregningerne og tankerne bag beslutningerne, ligesom vi giver en status på arbejdet. Kig forbi og få inspiration til strukturering af kommunens geodata, dokumentation mv.

Når organisationen flytter sig, men data bliver stående
Rolf Vestergård
Aalborg Kommune