Jordobservation og Den Grønne Trepart – erfaringer fra kystvandråd

Session

Satellitdata II: Anvendelser af satellitdata

Abstract

I Den Grønne Trepart iværksættes en række indsatser for at forbedre den økologiske tilstand i de danske fjorde. Dokumentation af effekterne kræver nye monitoreringsmetoder, da nuværende tilgange har begrænset spatiotemporal dækning og ofte bygger på subjektive vurderinger. Jordobservationsdata tilbyder derimod et objektivt, rumligt og tidsdækkende datagrundlag.

Dette indlæg præsenterer erfaringer fra vores vegetationskortlægning i danske fjorde, der blev gennemført i samarbejde med kommunale kystvandråd. Kortlægningen kombinerer satellitbaserede tidsserier med detaljerede ortofotoanalyser og viser, hvordan økologisk udvikling kan følges over tid. Resultaterne demonstrerer, hvordan jordobservationsdata kan supplere og skalere punktbaserede NOVANA‑målinger.

Vi diskuterer og viser, hvordan jordobservationsdata udgør et centralt beslutningsgrundlag for datadrevet forvaltning under Den Grønne Trepart.

Målgruppe

Målgruppen for oplægget er alle deltagere ved Kortdage 2026 med interesse for Den Grønne Trepart og kystvandråd, herunder særligt kommunale og statslige planlæggere samt rådgivere.

Yderligere uddybning af abstract

Dette indlæg præsenterer, hvordan satellitdata og højopløselige luftfotos kan anvendes til operationel overvågning af marin vegetation, som er en indikator for den økologiske tilstand, og effekten af virkemidler under Den Grønne Trepart. Indlægget tager udgangspunkt i vores vegetationskortlægning i Haderslev Fjord og Norsminde Fjord, der blev gennemført i 2025–2026 i samarbejde med lokale kystvandråd.

I begge fjorde er der gennemført tidsserier for vegetationsdækningsgrad baseret på Sentinel‑2 satellitdata kombineret med detaljeret klassifikation af vegetationstyper (ålegræs og makroalger) fra forårsortofotos. Resultaterne viser, hvordan jordobservationsdata kan dokumentere både årlige og sæsonmæssige variationer i vegetationens udbredelse samt tydelige forskelle i økologisk udvikling mellem fjordene. Samtidig demonstreres, hvordan satellitdatabaseret kortlægning kan supplere og operationalisere punktbaserede NOVANA‑målinger til et sammenhængende, arealdækkende beslutningsgrundlag.

Indlægget kobler disse analyser til en række andre jordobservationsdata, herunder vores nye dybdemodel, der er baseret på optiske satellitdata og udviklet til lavvandede, kystnære områder. Dybdemodellen fungerer som et fundament for en række afledte analyser, og den indgår som et centralt datalag i arbejdet med Den Grønne Trepart.

Samlet viser indlægget, hvordan jordobservationsdata – kombineret med moderne GIS‑værktøjer og webbaseret kortformidling – kan fungere som et centralt beslutningsgrundlag i implementeringen af Den Grønne Trepart.