Hvad sker der i råstofgraven?
Session
Satellitdata II: Anvendelser af satellitdata
Abstract
Indlægget præsenterer et nyt automatiseret AI- og satellitdatabaseret system, som overvåger og dokumenterer aktiviteter i Danmarks råstofgrave. Systemet opgraderes nu med moderne AI-baseret dataprocessering og giver dermed Danske Regioner et bedre og mere nøjagtigt beslutningsgrundlag til at målrette tilsyn i indvindingsområderne.
Gravehændelser optræder ofte som subtile ændringer i terræn og spor (jordforstyrrelser, skygger, maskinspor), som ikke giver tydeligt udslag i spektrale indeks som fx NDVI eller NSI. Det nye system inddrager disse komplekse visuelle mønstre og kontekst, og er desuden mere robust over for sæsonvariationer, skyer, atmosfæriske forstyrrelser samt forskelle i sensorer og opløsning - og det kan nemt behandle store datamængder.
Datagrundlaget omfatter Sentinel-2 superresolution (5 m, 8 bånd), Sentinel-1 backscatter (10 m) og jordtypekort.
Målgruppe
Indlægget henvender sig til alle deltagere ved Kortdage 2026, som arbejder med arealovervågning og ændringsudpegning.
Yderligere uddybning af abstract
Efterspørgslen på råstoffer stiger, og nye graveområder placeres i stigende grad tættere på boliger og anden arealanvendelse. Det øger risikoen for lokale konflikter og stiller større krav til løbende kontrol og gennemsigtighed.
Danmark ligger næsten dobbelt så højt som EU-gennemsnittet i råstofforbrug pr. indbygger. Forbruget svarer til mere end ét kilo råstoffer i timen pr. dansker. Der indvindes især sand, grus og sten samt kalk, kridt og ler. På land udgør sand, grus og sten over 80% af den årlige indvinding.
Regionerne udsteder gravetilladelser og fastsætter vilkår for både indvinding og efterbehandling. De afvejer forsyningssikkerhed mod hensyn til naboer, natur og miljø, og de fører tilsyn med de aktive grave. De udlagte graveområder dækker samlet ca. 1% af Danmarks areal og er geografisk spredt over hele landet.
For at understøtte tilsyn og sagsbehandling har fire af landets fem regioner i samarbejde med os udviklet et overvågningssystem, der løbende følger et stort antal råstofgrave. Systemet kan automatisk sende e-mails til den ansvarlige sagsbehandler, når der er identificeret og bekræftet aktivitet i et indvindingsområde.
Systemet screener desuden for graveaktivitet uden for de zoner, gravetilladelsen omfatter. Det giver et mere effektivt tilsyn med færre rutinebesøg og hurtigere opfølgning dér, hvor data viser afvigelser, der bør undersøges nærmere.
Systemet er et konkret eksempel på, hvordan AI og satellitdata – sat ind i et klart workflow – kan understøtte løbende ændringsdetektion og en mere tilstandsbaseret fysisk opfølgning og kontrol.