Den nye Dataforsyning: Distribution af fremtidens geodata

Session

Ny datadistribution

Abstract

Vi lever i en digital tidsalder, hvor data og IT er samfundets nervebaner. Det stiller høje krav til sikre og stabile IT-systemer. Samtidig spiller geodata en afgørende rolle i en verden med komplekse udfordringer som klimaforandringer og hastig byudvikling.

I den verden har Klimadatastyrelsen taget et vigtigt skridt for at fremtidssikre Dataforsyningen som en central distribueringskanal for geografiske data og en vital komponent i Danmarks digitale infrastruktur. Dataforsyningen har i 2026 gennemgået en transformation, som skal sikre en mere robust IT-platform med høj dataintegritet og driftsstabilitet.

Vi tager dig her med ind i maskinrummet bag den nye Dataforsyning, hvor du kan høre om, hvad visionen er fremadrettet for platformen, om nogle af de mange beslutninger, der skulle træffes undervejs, og om hvad, det betyder på kort og langt sigt for Dataforsyningens mange anvendere.

Målgruppe

Målgruppen er alle deltagere ved Kortdage 2026, der anvender geodata via Dataforsyningen.dk, og som er nysgerrige på at vide mere om transformation af platformen.

Yderligere uddybning af abstract

Dataforsyningen er en central distribueringskanal for geografiske data og en vital komponent i Danmarks digitale infrastruktur. På Dataforsyningen findes mange forskellige datasæt med geografiske data, som kan bruges til alt fra analyse og planlægning til innovation og forskning. Det er lige fra HIP-produkter, der viser, hvordan stigende vandmængder påvirker Danmark, til detaljerede baggrundskort.

Dataforsyningen skal blive ved med at distribuere kritiske data i mange år frem – og Klimadatastyrelsen har derfor i 2026 taget et vigtigt skridt for at fremtidssikre platformen.

Oplægget vil sætte fokus på:

  • Hvorfor er en ny Dataforsyning nødvendig?
  • Hvilke principper er styrende på den nye platform, og hvilke dataprodukter understøttes?
  • Hvad kan anvenderne forvente af den nye Dataforsyning?
  • Dialog, spørgsmål og overvejelser fra deltagere