FoGiSa: Forsyningssamarbejde, som skaber digital sammenhæng

Session

Forsyning I: Digital sammenhæng

Abstract

Forsyningsselskaber arbejder med komplekse GIS‑landskaber, hvor manglende fælles fysiske modeller, bremser hastigheden og samarbejdet om digital udvikling. FoGiSa – Forsynings GIS Samarbejde – er etableret for at skabe fælles rammer for fremtidens forsynings-geodata.

I indlægget præsenterer vi, hvordan fælles governance og standardiserede ArcGIS Utility Network‑datamodeller for vand, spildevand og fjernvarme skaber et fælles fundament på tværs af syv større forsyningsselskaber. Vi deler konkrete erfaringer med modeludvikling, konsolidering og samarbejdsformer. Målet er mindre dobbeltudvikling, styrkelse af digitale arbejdsgange og understøttelse af genbrug af data, applikationer og integrationer.

Indlægget giver indblik i, hvordan forsyningsselskaber sammen kan skabe digital sammenhængskraft i praksis, som omsættes til højere datakvalitet, hurtigere ibrugtagning af applikationer og tydelig forretningsværdi.

Målgruppe

Målgruppen for indlægget er alle deltagere ved Kortdage 2026, der arbejder som GIS‑specialister, data‑ og GIS‑arkitekter, projektledere, systemejere og beslutningstagere i forsyningsselskaber og offentlige organisationer med ansvar for geodata, standardisering, systemarkitektur og digital udvikling.

Yderligere uddybning af abstract

Den danske forsyningssektor står over for stigende krav til dokumentation, digitalisering og effektiv udnyttelse af data på tværs af forsyningsarter. For at imødekomme disse krav har en række af landets større forsyningsselskaber etableret FoGiSa – Forsynings GIS Samarbejde. FoGiSa er et strategisk, tværfagligt samarbejde med målet om at udvikle, vedligeholde og konsolidere fælles ArcGIS Utility Network‑datamodeller for vand, spildevand og fjernvarme.

FoGiSa bygger på fælles governance og standardiseret datamodellering, der understøtter nationalt samarbejde. Resultatet er et homogent fundament for applikationsudvikling, integrationer og operative arbejdsgange på tværs af forsyningsarter og selskaber. Initiativet sigter samtidig mod at reducere gentagne udviklingsomkostninger i sektoren gennem videndeling, genbrug og åben deling.

Vi vil i oplægget demonstrere både de tekniske og organisatoriske forudsætninger for at etablere en samarbejdsdrevet GIS‑infrastruktur for fremtidens forsyningsdata:

  • Hvordan vi har organiseret samarbejdet, samt principper for fælles beslutninger, finansiering, prioritering og ændringshåndtering
  • Modelarbejdet: Status på version 1.0 af datamodellerne, konsolidering af eksisterende data og næste skridt mod drift – inkl. erfaringer med staging, modellering og konvertering
  • Brugsretsaftalen: Hvordan leverandører og mindre forsyninger kan få fri brugsret til model og dokumentation, hvilket skaber et bredere marked for innovative apps, integrationer og tjenester uden at kompromittere modelstandardiseringen
  • Roadmap 2026–2028: Det fælles EU‑udbud og de kommende aktiviteter inden for datamodellering, konvertering og udvikling af tilhørende applikationer

Indlægget viser dermed, hvordan fælles digitale standarder kan styrke sektorens digitale sammenhængskraft, sikre hurtigere ibrugtagning af applikationer, øge datakvalitet og datakonsistens, reducere udviklings- og driftsomkostninger og skabe reelt genbrug på tværs af forsyningsarter.

Med en brugsrettet, åben samarbejdsmodel kan der skabes et mere innovativt leverandørmarked og hurtigere forretningsværdi for GIS i forsyningsselskaberne. FoGiSa er dermed et konkret bud på, hvordan forsyningssektoren i fællesskab kan skabe både teknisk robusthed og forretningsmæssig værdi.